fra Koret i Kristkirken havde vendt sig direkte mod Birkebeinernes Parti og herved neppe undladt at fremholde just den retlig-principielle Side af Sagen, fremlagde paa Frostathinget 1190 den af Erkebiskop Eystein redigerede Lovbog, Guldfjæren, hvori hele den nye Statsskik med Thronfølgeloven af 1163 i Spidsen, Sagefaldskursens Fordobling i geistlige Sager, Ubegrændsetheden af Erkebiskoppens Følge o. s. v. var lovfæstet. Herimod satte Sverre den gamle Lovbog, Graagaasen, som indeholdt „Sankt Olafs Lov“, men intet af alt dette. Overfor hinanden er derfor Statsfyrstens og Kirkefyrstens uforligelige Standpunkter saa principielt klare, som en efterfølgende Historieforskning kun kan ønske det. Der er ingen Tvil mulig om, at her stod den nye, gjennem Overenskomsten med Kirken grundlagte Statsorden af 1163 mod Landets gamle nedarvede, der var grundlagt paa Odelskongedømmet. Kun et Moment, men rigtignok det i selve Principet allervæsentligste, træder heller ikke ved Sammenstødet i 1190 frem i fuldt Dagslys. Den hemmelige Lensunderkastelse fra Kongedømmets Side under St. Olaf har heller ikke Erkebiskop Erik vovet offentlig at paaberaabe sig uden gjennem dens materielle Konsekventser. Dertil har han – og med fuld Ret – ikke fundet Øieblikket endnu inde.
Men den i 1190 gjenoptagne Konflikt skulde faa meget værre Følger end Erkebiskopens Flugt til Danmark. Efter nogle faa Aars Forløb, hvorunder den øvrige Del af det norske Episkopat øiensynlig søgte at indtage en forsigtig mæglende Stilling, og som Sverre paa sin Side bl. a. anvendte til at lade Biskoperne krone sig – klarligen i den Hensigt dermed i Almenhedens Øine at afkræfte den idelige Fremholdelse fra hans Modstandere af det ved Kroningen skabte nye Retsgrundlag for hans uret-
