selv vilde, var just et af de mest iøinefaldende Vidnesbyrd om, hvilken forbedret og ophøiet Stilling Overenskomsten af 1163 havde indrømmet Landets geistlige Overhoved, ligesaa vist som at en tvungen Afknapning her vilde være en aabenbart ydmygende Erkjendelse fra Metropolitanens Side af, at denne Overenskomst ikke længer ligeoverfor Kongemagten lod sig gjennemføre. Men dette var kun et af Stridsemnerne. Allerede Aaret iforveien (1189) havde Sverre bragt paa Bane det ligesaa farlige Tvistepunkt fra Erling Skakkes Tid angaaende den erkebiskopelige Sagefaldskurs, hvilket i sin Tid jo netop havde givet Foranledning til det hele Kompromis mellem Erling og Eystein, d. v. s. mellem Stat og Kirke. Og allerede ved denne Leilighed Aaret forud havde Kong Sverre paa det utvetydigste vægret sig ved at anerkjende en Tøddel af, hvad Erling i sin Tid paa dette som paa andre Punkter havde indrømmet. Alt, hvad i saa Henseende var forekommet, betegner han som „Ulov“, der alene skyldtes en Usurpators Udnævnelse af sin egen til Thronen ganske uberettigede Søn til Konge. Med andre Ord, den nye Adkomsttitel til Thronen, som Erling havde søgt at erhverve for Magnus ved at lade denne kirkelig krone, bestred Sverre ligefrem og energisk Gyldigheden af. Han havde forresten allerede udtalt sig tydeligt nok herom endnu i Kong Magnus’s levende Live. Gjentagende havde han, som af Sverres Saga sees (f. Ex. i Gravtalen over Erling), fremhævet det ifølge Landets fremdeles gjældende Ret ulovlige i Erlings og Magnus’s hele Stel og Styre. Ligeoverfor Erkebiskop Erik indtog han nu som sagt det samme principielle Standpunkt, og striden antog derfor hurtig den alvorlige Karakter af, hvad der overhovedet forfatningsmæssig skulde anerkjendes som Lov og Ret i Landet. Erik, der forøvrigt allerede ved sin første Tale som hjemkommen Erkebiskop
