og blev borte i 3 Aar. Han vendte først tilbage, da Sverres fortsatte seire havde reduceret Kong Magnus’s Parti til en „Flok“, hvis Udsigter til at vinde Bugt med Modkongen mere og mere var forsvundne. Som saa mangen anden klog Kirkefyrste før og efter ham fandt Eystein det under disse Omstændigheder raadeligst at bøie af og indtil videre finde sig i den faktiske Stilling. Men hvor principielt alvorlige og dybtgaaende Modsætningerne var blevne, fik man se, strax han var afløst af en ny og yngre Metropolitan, hvis hierarkiske Sindelag ikke tillod ham at slaa af paa de Fordringer, som nu engang var blevne den norske Kirkes[1]. Erkebiskop Erik tiltraadte efter at være vendt tilbage fra Rom med Pallium Bestyrelsen af sit nye Embede 1189, formentlig om Vaaren, og allerede Sommeren 1190 flygtede han efter et i saglig Henseende overmaade karakteristisk Sammenstød med Kong Sverre paa Frostathing ud af Landet, det han ikke atter betraadte før efter 12 Aars Forløb og efter Kongeskifte. Og den ydre Foranledning til dette voldsomme Brud, det, som i Erkebiskopens Øine bragte Bægeret til at flyde over, var Kong Sverres bestemte Forlangende om, at Erkebiskopens Følge skulde indskrænkes til de 30 Mand og 12 hvide Skjolde, som den gamle Lov fra Tiden før 1163 havde tilladt ham at have. Som ovenfor saaes, var imidlertid dette Punkt et af de mest ømtaalige, som havde været under Forhandling mellem Erling Skakke og Erkebiskop Eystein, men som var blevet ordnet til den sidstes fulde Tilfredshed under Erlings Paaskeophold i Nidaros før Kroningssommeren. Erkebiskopens Ret til frit at omgive sig med saa stort et Krigerfølge, som han
- ↑ Jfr. med det følgende L. Daae, Erkebiskopperne i Nidaros, i Heggtveit’s, „Trondhjem i Fortid og Nutid“, S. 95 ff.
