Side:Historisk Tidsskrift (Norway), fjerde Række, tredie Bind (1905).pdf/156

I Begyndelsen blev dog Konsekventserne ikke dragne med nogensomhelst Uforsigtighed. Eystein var en ligesaa rolig, som naar det gjaldt, energisk Prælat, og ligeoverfor Erling Skakke og Kong Magnus behøvede han overhovedet ikke at aflægge Fløielshandskerne. Han nøiede sig i Tidsrummet efter Kroningen med under eget Tilsyn at lade omredigere Frostathingsloven og særlig dens Kristenret i Overensstemmelse med de kirkelige Krav, som han ansaa modne til Gjennemførelse. Men ganske anderledes blev Stillingen, da det efter Sverres Fremtræden i 1176 viste sig, at Overenskomsten mellem Stat og Kirke i ham havde fundet en baade principielt uforsonlig og krigersk overlegen Modstander. Fra dette Øieblik af tager Geistligheden Parti i de norske Thronkrige og senere endog selve Ledelsen. Og Virkningerne af denne Indgriben fra den indflydelsesrigeste og mægtigste Samfundsklasses Side lader ikke vente paa sig. Medens indtil da de norske saakaldte „Borgerkrige“ havde indskrænket sig til en Række tildels med lange Mellemrum opdukkende Feider mellem Kongehusets Medlemmer og disses Hirdflokke og personlige Tilhængere, hvorved Landets Indbyggere i det store hele havde staaet som mere eller mindre interesserede Tilskuere, og den almindelige velstand neppe led synderligt Afbræk, forvandledes Kampene nu til en staaende politisk Partistrid, hvori det gjaldt noget meget mere end Personerne^[1]. Hvor uadskilleligt Geistligheden havde knyttet sin egen velbevidste Interesse til Kong Magnus’s Sag, viste sig allerede i 1180, da hans gjentagne Nederlag tvang ham til at flygte til Danmark. Thi samtidig flygtede Erkebiskopen til England, hvorfra han slyngede Banstraalen mod Sverre,

1. Jfr. Sars, Udsigt II, S. 151–52.