deles ligt mellem „den hellige Kong Olaf“ og „den jordiske Konge“ (Frost. II 10, endnu gjentaget i Erkebiskop Jons Kristenret Kap. 13–14). Omvendt klinger det næsten som en forarget Indsigelse mod den hele Betragtningsmaade, naar Afskriveren af den Membran af Erkebiskop Jons Kristenret, som er bleven lagt til Grund for Udgaven i Norges g. Love II, i Kap. 13 ombytter Lovens oprindelige Betegnelse af den verdslige Kongemagts Repræsentant som „den jordiske Konge“ med „Norges Konge“.
Det er derfor mod denne principielle og i sine Konsekventser meget vidtrækkende opfattelse af Landshelgenen som den „lovlige“ „Landskonge“ og „perpetuus rex Norvegiæ“, hvis paa engang mystiske og praktisk materielle Magtfylde forlanges udøvet gjennem og af Rigets Erkebiskop, at det norske Kongedømme siden 1163 uafladelig maa værge sig. Og ligesaa uafladelig og ihærdig søger Geistligheden paa sin Side at arbeide for og underholde en saadan Fiktion. Ved Kroningen i 1163 var denne Betragtningsmaade, som vi saa, endnu ganske nyfødt, og hvad den indebar, har neppe for de verdslige Høvdinger, som var med paa at akceptere den, staaet fuldt klart. Men for Erkebiskop Eystein selv og efterhaanden for andre logisk anlagte Hoveder blandt Geistligheden har Opfatningen af Hellig Olaf som den egentlige overkonge i Landet, af hvem dette kun toges i Len af den „jordiske“ Konge, dannet den dybere liggende Hovedhjørnesten i den hele kirkelig-hierarkiske Politik.
stemmelse, der findes i Járnsíða Kap. 10 og Landsloven II 6, har mindre at sige, da denne kun for Kongehusets Uddøen gjældende Valgforskrift, saavidt muligt er en simpel Omredaktion af Thronfølgeloven af 1163.
