hvorpaa den hvilede, bliver Geistlighedens Fælleseie. Da en norsk Klerk i Tiden mellem 1180 og 1190 forfatter en kort Redegjørelse for Norges geografiske og ældste historiske Forhold (den saakaldte Historia Norvegiæ) med Dedikation til en engelsk Erkediakon[1], undlader han ikke med et vist Eftertryk at betegne Olaf den hellige som „perpetuum regem Norvegiæ“[2], en besynderlig Titulatur, hvis Mystik umiddelbart synes hentet fra Lensunderkastelsesdokumentets egne Ord, naar det lader Kong Magnus udtale: „Deo .. me eum regno in perpetuum et glorioso martyri regi Olao ... regnum assigno Norvegiæ et huic regno ... velut eiusdem gloriosi martyris possessioni hereditarie sub eius dominio tanquam suus vicarius et ab eo tenens possidebo.“ Og hvor udbredt og langvarig den herigjennem udtrykte Opfatning var, ser man deraf, at endnu den opbevarede Gildeskraa for et unævnt „Olafsgilde“ i Gulathingslagen (nærmest Søndhordland) fra Tiden 1250–1300[3] høitidelig forsikrer om den hellige Olaf, at han „er bæþe lans konungr var ok laga“, d. e. „baade vor Landskonge og vor lovlige Konge“. Saameget mindre kan det da forundre, at Lovtexter, der redigeredes enten i umiddelbar Tilslutning til Kroningsaftalen eller senere af Erkebiskop Eystein selv, kan benytte Udtryk som „at søge nord til den hellige Kong Olaf“ (d. e. at drage til Nidaros, – se Thronfølgeloven[4]), eller at visse Bøder skal
- ↑ Se G. Storm Monumenta Histories Norvegiæ, Pag. XXIII.
- ↑ Ib. S. 109.
- ↑ Norges g. Love V S. 7–11, særlig § 45; jfr. om Skraaens Alder Pappenheim, Ein altnorw. Schutzgildestatut (1888), Maurers Anmeldelse deraf i Krit. Vierteljahresschrift N. F. XII, S. 216 ff., min Anmeldelse i Tidsskr. f. Retsvidenskab, 1889, S. 497, samt G. Storm, N. g. L. V, pag. IV.
- ↑ At Udtrykket ogsaa er gjentaget i den senere Thronfølgebe-
