i det germaniske Norden mærkværdig fuldendt. I den juridiske Tankes Præcision og Grundprincipernes Klarhed staar det germanske Nordens Retsbøger langt over de tilsvarende Retsoptegnelser hos sydgermaniske Stammer. Trods Nordboernes Karaktertilbøielighed for Overskridelser af enhver Art og isærdeleshed for vild Næveret dannede dog Rets- og Statsordenen allerede tidlig det faste Grundlag for det nationale Liv“ (l. c. 275–76).
Denne Opfatning er i mine Øine utvilsomt rigtig. Det er Brydningen mellem Stat og Kirke, som forlener Norges Historie i det 12te og 13de Aarhundrede med mere end lokal Betydning. Ved derimod at lægge Hovedvægten paa Udviklingen af Forholdet mellem Kongemagt og Aristokrati har P. A. Munch og Ernst Sars[1] stillet de kraftigst fremtrædende Linier i Skyggen og udhævet andre, som i Henseende til historisk Aktualitet blot var af anden Rang, omend deres historiske Indflydelse inden Landet selv i Længden blev virksom nok, efterat Kampen mellem Stat og Kirke i Virkeligheden havde ført til Kirkens Nederlag og derved skaffet de rent statlige Udviklingsmomenter et bredere Leie til at rulle henover og – at rinde ud igjennem i den bare Afmagt.
Men for denne halvandet Aarhundredes staaende Strid mellem Kongestat og Kirkestat danner Landets første Kongekroning og den derunder stedfundne Lensunderkastelse af Kongedømmet under Kirken baade Udgangspunkt og Program. Uagtet Enkelthederne i Overenskomsten øiensynlig ikke i alle Dele er naaet til Almenhedens Kundskab, ser vi dog, at den Grundbetragtning,
- ↑ Omend den sidste med bedre Afveining af de forskjellige Momenter; jfr. dog ikke mindst hans „Udsigt“ II, S. 155 ff.
