Sagaers hele Tidsfølge for de to Aar 1163–64. Dette viser, at Snorre overhovedet som Kilde maa benyttes med udpræget Forsigtighed. Han var efter sin Tids Leilighed en kritisk anlagt Beretter, og han søgte saavel at finde som at fremstille Sammenhængen mellem Begivenhederne. Men hans Kritik opererede med altfor snævre Forudsætninger til, at Efterverdenen skulde føle sig bunden ved den, og lykkedes det ham end, som navnlig hans i sit Slags ypperlige Olaf den helliges Saga vidner om, at give sin Fremstilling en høist bestikkende Form, saa er det desto usikrere, om den herigjennem fremtrædende Opfatning ogsaa i alle Dele virkelig er den rette.
Den tyske Retshistoriker og Kanonist Professor Philip Zorn har i sin Bog „Staat und Kirche in Norwegen“ (1875) med Klarhed og Styrke gjort opmærksom paa den særegne Interesse, som i kirkehistorisk Henseende knytter sig til den middelalderske Kamp i Norge mellem verdsligt og geistligt Høvdingedømme. Medens i sydligere Lande den verdslige Konge- og Lensstat og den kanonisk-hierarkiske Kirkestat allerede træder fiendtligt op mod hinanden paa Tidspunkter, da de endnu begge er ufærdige, og idet de begge fortsætter og fæstner sin Udvikling under hinanden aftvungne gjensidige Lempelser, sker sammenstødet i Norge mellem to fuldt færdige Systemer. „Da Kristendommen modtoges i Norge, var de pseudoisidoriske Forfalskninger allerede blevet et uudskilleligt Led i Kirkens Ordning, og med tvingende Nødvendighed lagde sig fra da af den romerske Kirkes Tyngdepunkt over i det Ydre, i Forfatningen.“ Paa den anden Side „finder vi allerede i den tidlige Middelalder Retten
