at kunne stole paa. Gustav Storm bruger i sin Bog om Snorres Historieskrivning (S. 201) det Udtryk, at Snorre „ved, at Kong Magnus blev kronet, da han havde baaret Kongenavn i 3 Aar og var 8 Aar gammel, altsaa Sommeren 1164“. Men dette har han netop ikke vidst; thi de ham foreliggende Sagaberetninger sagde, at Magnus’s Alder dengang var 7 Aar, og at han var 5 Aar, da han fik Kongenavnet. Hine Snorres Angivelser beror derfor paa falsk Beregning, ikke paa Kundskab. Og det samme gjælder hans hele Omkastning af Begivenhederne ide 2 Aar. Den er en eneste sammenarbeidet Vilkaarlighed, foranlediget ikke ved, hvad han vidste, men ved, hvad han troede at vide. Grunden til, at han saaledes troede at vide bedre Besked, end de ældre Sagaer gav, maa derimod øiensynlig være den af Storm (sstds S. 202) anførte, nemlig at han som Hjemmelsmand for, hvad der knyttede sig til Kroningen, stolede paa sin ved Høitideligheden tilstedeværende Pleiefader, Jon Loptssøn, saavelsom paa sin egen Erindring om, hvad denne en Menneskealder, før Snorre selv førte Magnus Erlingssøns Saga i Pennen, havde berettet ham. At der paa denne Maade i Snorres Hukommelse kan have indsneget sig en og anden Feiltagelse, har vi ovenfor S. 42 havt et lidet, men for det hele Emne ingenlunde uvigtigt Exempel paa, idet Brand Sæmundssøn ikke, som Snorre mente at vide, kan have været tilstede ved Kroningen som indviet, men kun som udvalgt Biskop. Lignende mindre Misforstaaelser kan dels Jon, dels Snorre selv paa andre Punkter i Løbet af den lange Tid, som hengik mellem 1163 og Tiden omkring 1240, være blevne offer for. Hvad der imidlertid mere maa lægges Snorre til Last, er, at han har anseet sig berettiget til i Henhold til disse sine blot subjektivt sikre Erindringsmomenter at omarrangere de ældre
