mislykkede til Viken o. s. v., hører imidlertid ikke ind under Behandlingen af den Opgave, jeg i foreliggende Studie har søgt at løse. Kun forsaavidt har jeg maattet beskjæftige mig med dette Mellemværendes indledende Optrin, som disse falder ind og maa anvises sin rette Plads i de af mig kronologisk belyste Aar 1163–64.
Til Slutning finder jeg det rigtigt at hidsætte i ordnet Rækkefølge de historiske Begivenheder, jeg saaledes har bestræbt mig for at bringe i den indbyrdes rette Sammenhæng. Som gjentagende fremhævet stemmer den af mig anvendte Tidsregning helt med Fagrskinnas, medens den ganske afviger fra Snorres. At jeg til behørig Forstaaelse fremstiller sagernes Forløb saaledes, som jeg i Henhold til den ovenfor leverede Bevisførelse maa tænke mig dem, og derved ikke godt kan undgaa tillige at anvende en og anden Formodning, vil forhaabentlig ikke svække Indtrykket af Redegjørelsens Paalidelighed i Hovedtrækkene.
1161. Vaar. Magnus Erlingssøn udraabes i Bergen, 5 Vintre gammel, til Konge; hans Fader Erling Skakke tager umiddelbart efter med den unge Konge og sine nærmeste Partifæller sin Tilflugt til Kong Valdemar af Danmark, som lover ham sin Bistand mod Aftrædelse af Viken til Lindesnæs, et Vilkaar, der af Erling bekræftes med hans Ed.
1162. Vaar. Kong Haakon Hærdebred falder mod Magnus og Erling i Slaget under Sekken. Umiddelbart efter aflægger Magnus og Erling et kort Besøg i Nidaros, hvor Magnus vistnok udraabes til Konge paa Ørething, men hvor Stemningen dog viser sig ham og hans Fader saa fiendtlig,
