mark eller Gautland (Fagrsk. Kap. 266) – samt af dem har faaet nye opfordringer til at gribe ind i de norske Anliggender, og forudsætter vi videre, at han dernæst ud paa Eftersommeren samme Aar er bleven underrettet om Erlings da stedfundne, hensynsløse Aflivelse af den nævnte thrønderske Stormand – fra Viken tyede de overlevende Markusmænd paany ned til Danmark –, saa har vi aabenbart den rigtige Forklaring af, at Valdemar netop valgte dette Øieblik til at foretage det i sig selv meget paafaldende Skridt at henvende sig til de steileste Uafhængighedsmænd af alle Nordmænd, nemlig Thrønderne. Han har tydeligvis beregnet eller faaet sig indgivet, at Frederik Kønas Henrettelse vilde sætte Thrøndelagen i Fyr og Flamme, og har besluttet sig til at smede Jernet varmt. Han ændrede følgelig sin Holdning derhen, at han ikke længer lagde an paa Afstaaelsen af Viken, men søgte ved Hjælp af Thrøndernes hævdvundne Indflydelse paa Thronfølgen at sikre sig overherredømmet over hele Riget, idet han stillede i Udsigt et Slags Underkonge („Landshøvding“) af thrøndersk Ætt. Hans Udsendinge, der ifølge Fagrskinnas, sikkerlig efter Morkinskinna afskrevne Tidsangivelse maa være ankomne til Nidaros i Tiden omkring 1ste November, fandt da ogsaa Stemningen deroppe saa ophidset, at de fik høre de stærkeste Trudsler mod Erling. „Vovede han sig til Throndhjem, skulde han aldrig komme udenfor Agdenæs igjen med Livet“[1].
Hvorledes det saaledes sammenbryggende Uveir mellem Kong Valdemar og Thrønderne paa den ene Side og Erling paa den anden i Løbet af 1165 videre udladede sig, Erlings vellykkede Tog til Nidaros og Valdemars
- ↑ Snorre, Magnus Erlingssøns Saga, Kap. 25 jfr. med Fagrsk. Kap. 272.
