denne Gang dog i Hemmelighed og Pilegrimsklæder, afsted til Norge, saa er det atter hans Henlæggelse af Kroningen til 1164, som nøder ham hertil. Det er nemlig en given Sag, at Kong Valdemars første Tog til Viken falder i 1165. Da det indledes med den nævnte hemmelige Sendelse til Throndhjem, og denne foregik samtidig med, at Erling og Magnus tilbragte Vinteren i Bergen, hvilket var Tilfældet 1164–65, blev der for Snorre ingen anden Udvei end at lade Valdemar strax efter Modtagelsen af sine fra Kroningen og det paafølgende Borgarthing hjemvendende Udsendinge gjøre det næste Forsøg. Derfor stryger han ogsaa i sin Fremstilling Fagrskinnas Oplysning, at det var om „Høsten“ „i Begyndelsen af Vinterhalvaaret“ („öndverðan várinn“), at Danekongens Mænd og Brevskaber kom til Throndhjem; thi aldenstund det officielle Gesandtskab til Norge først paa dette Tidspunkt kunde være vendt tilbage til Danmark, blev der ikke Tid for det følgende hemmelige til at komme afsted og naa helt op til Nidaros i den sidste Halvdel af den samme Oktober Maaned. Istedet siger Snorre derfor, at Udsendingerne drog didop „den Vinter“. Forkaster vi derimod ogsaa i saa Henseende hans kronologiske Arrangement, kommer vi til det langt rimeligere Resultat, at den beregnende og forsigtige Valdemar har seet Tiden an en Stund, inden han tog et nyt Skridt, og at han først iværksatte et saadant, da han havde Grund til at tro, at det vilde lykkes bedre end det forrige. Antager vi altsaa, at hans sendemænd til Erling er komne tilbage engang i Oktober 1163, og at han efter Markusmændenes endelige Nederlag udenfor Bergen Sommeren 1164 paany har modtaget enkelte af dem som Flygtninge – Frederik Køna og flere andre siges jo udtrykkelig efter Slaget først at være tyede ned til Dan-
