tisk og tvetydigt. Istedetfor med et barsk og uforsigtigt Nei at afvise Kong Valdemars Fordring paa Viken gav han hans Sendemænd et Svar, hvis Fornuftighed der ikke godt kunde indvendes noget mod, nemlig at det til syvende og sidst maatte komme an paa Indbyggerne i angjældende Landsdel selv, hvorvidt de vilde hylde Danmarks Konge som sin. Han, Erling, kunde ikke gjerne paatage sig at tvinge dem dertil. Men han skulde, i Henhold til sit edelige Løfte, forelægge dem Sagen paa et i den Anledning sammenkaldt Thing, og hvis Sendemændene vilde vente, indtil dette ud paa Høsten kunde træde sammen, saa var de velkomne baade til i Mellemtiden at overvære hans Søns høitidelige Kroning til Konge, hvorved denne hans Værdighed vilde faa et nyt og urokkeligt Grundlag, og til at ledsage ham selv, Erling, østover til Thingstævnet med Vikens Bønder. Omtrent saaledes maa ifølge Snorre svaret have været formuleret. Erling vandt derved Tid ikke alene til at ordne alt med Hensyn til Kroningen og Rigsmødet, uden at den danske Konges Krav deri indblandedes, men ogsaa til i Stilhed og underhaanden at forberede Almuen østover paa, hvad den, naar Thinget mødte, burde erklære sig for. Det hele giver overhovedet et meget oplysende Vidnesbyrd om Erlings politiske Kløgt. Sagen løb da ogsaa af, som han havde forudseet og vistnok ogsaa foranstaltet: fra det for Anledningen sammenkaldte Borgarthing, hvor Almuen paa det bestemteste vægrede sig ved at lade sig afstaa til Danmark, vendte de danske Udsendinge med uforrettet Ærinde tilbage til sin Konge, der nu fra sit Standpunkt ikke uden Grund betragtede Erling som den, der havde brudt sin Ed.
Efter Afholdelsen af det nævnte Thing for Viken lader Snorre Erling vende tilbage til Bergen og der til-
