ankom til Erling, just som denne paa det ivrigste var ifærd med at forberede eller iværksætte sin Søns Indvielse til „den første kronede Konge i Norge“. Men herved falder der atter et skarpt Lysstreif over Øieblikkets meget indviklede politiske Situation. Det var ikke nok med, at de forbundne Parter, Erling og Erkebiskop Eystein, havde at forlige Kongedømmets, Kirkens og Lendemandsaristokratiets indbyrdes ret stridende Interesser, repræsenterede som disse var ved den kongelige Formynders, Episkopatets, Ættehøvdingernes og de forskjellige Landsdeles hinanden modsatte Sympathier og Fraktioner, samtidig med at der paa den anden Side ogsaa maatte regnes med Paven og hans paatageligvis uventet tilstedekomne Legat, hvilken af nødvendigt Hensyn til Kurialpolitiken – ikke mindre end til Stemningen i Folkets brede Lag – maatte holdes i Uvidenhed om den egentlige Mening med den hele Overenskomst, Kongedømmets Lensunderkastelse under den lokale Erkebiskopsstol. Til alt dette, som var mere end tilstrækkeligt, sluttede sig nu tillige det i en betrængt Stund besvorne Løfte om Afstaaelsen af Rigets sydostlige og vel allerede dengang folkerigeste og mest velstaaende Fjerdedel til den danske Konge. I Sandhed, Barnekongen Magnus’s Krone kunde i Landsfolkets Øine have syntes noget for dyrt kjøbt, hvis alle disse Indrømmelser og Prutninger var blevet fuldt aabenbare og forstaaede.
Men Erling og Eystein viste sig den overordentlig vanskelige og spændende situation voxne. Vi har allerede seet, hvorledes de ligeoverfor baade Legaten og den norske Almenhed satte den nye Thronfølgelov og den med samme nær beslægtede Kroningsed i Stedet for det ikke offentliggjorte Underkastelsesdokument. Ligeoverfor de danske Underhandlere blev nu Erlings Forhold ligesaa diploma-
