traf Erling og Magnus i Bergen[1]. De blev nemlig af Erling opfordrede til at følge med ham „østover til Viken om Høsten“, forat han og de i selve den omspurgte Landsdel kunde erfare Bøndernes Mening. Men dette Ophold vestenfjelds, hvorfra Erling „om Høsten“ vender tilbage til Viken, kan alene have været det samme, som udfyldtes ved Kroningshøitidelighederne og Rigsmødet; thi noget andet Sommerbesøg af Erling i det vestlige Norge med efterfølgende Høstreise „østover til Viken“ kjender Snorre ligesaa lidt som Fagrskinna til i det heromhandlede Tidsrum. Derfor omtaler da ogsaa Snorre de danske Sendebuds Forhandling med Erling umiddelbart efter at have redegjort for Kroningen, og før han lader. Erling forlade Bergen og atter drage østover.
Det maa følgelig erkjendes at staa fast, at det var Kroningssommeren 1163, at Kong Valdemars Sendebud
- ↑ Saxo (ed. Müller II P. 793) kjender intet til disse Udsendinge fra Kong Valdemar til Erling, men sammenblander dem med de hemmelige Udsendinge (tacitæ legationes), som Vinteren før det danske Krigstog til Viken i 1165 havde i Opdrag at undersøge stemningen i Norge, og som er identiske med de ovenfor omtalte, der kom til Throndhjem. Derimod oplyser han (ib. P. 786 cfr. 793), at der ved Tiden før Kongesønnen Knud Valdemarssøns Fødsel og Daab (i 1163) ankom norske Sendebud til Kong Valdemar med Anmodning om Hjælp mod Erling, efterat først en lignende Anmodning forgjæves var bleven rettet til den svenske Kong Karl (Sverkerssøn). Heraf fremgaar altsaa, at Markusmændene efter sit Nederlag nævnte Aar paa Re ved Udsendinge først har søgt svensk og siden dansk Hjælp. Selvsagt kunde imidlertid Kong Valdemar ikke intervenere i Norge, inden han havde forvisset sig om, hvorledes Erling agtede at opfylde Overenskomsten af 1161, og saaledes er da Afsendelsen af de Mænd blevet besluttet, som traf Erling i Bergen og først senhøstes kan være vendt tilbage til Danmark med Beskeden fra Borgarthing.
