faar man nemlig først hos Snorre. Hvorvidt denne blot gjengiver Morkinskinnas Beretning i uforkortet Helhed, omend øiensynlig omredigeret i hans egen Fremstillingsform, eller han tillige har havt andre, optegnede eller mundtlige Kilder, er ikke ganske klart. I ethvert Fald tjener hans Meddelelser kun til at supplere Fagrskinnas, men modsiger dem, naar de forstaaes som ovenfor skeet, ikke, – naturligvis med de Undtagelser, som følger af, at Snorre feilagtig henlægger Kroningen til 1164.
Snorres Beretning gaar ud paa, at da Kong Valdemar havde faaet at vide, at Magnus nu var Enekonge i Norge og Oprørsflokkene ødelagte, sendte han Erling og Magnus Brev og Budskab, der mindede dem om Overenskomsten af 1161. Det er tydeligt, at Snorre ved denne ødelæggelse af Oprørsflokkene selv sigter til Markusmændenes endelige Nederlag udenfor Bergen, der jo af ham henlægges til Aaret før Kroningen. Men forkastes i dette Punkt Snorres Tidsregning, maa selvfølgelig ogsaa denne hans Forudsætning bortfalde. Sammenhængen maa have været en anden. Ligesom Erling Skakke personlig, efter hvad vi har seet, betragtede Markusmændenes Nederlag paa Re i Februar 1163 som saa afgjørende, at han ikke videre ænsede dem, før de ud mod Høsten satte sig fast i Konghelle, maa Valdemar have opfattet Stillingen i samme gunstige Lys. Og saa har han da Sommeren 1163 ladet sine Udsendinge afgaa til Erling. Formentlig er han dertil bl. a. ogsaa bleven drevet ved de Rygter, som han har hørt om den forestaaende norske Kongekroning, en Høitidelighed, der som den første af sit Slags i det skandinaviske Norden ikke har kunnet undlade at gjøre en vis Opsigt. Snorre lader forstaa, uden udtrykkelig at sige det, at de danske Sendemænd
