Erling, fordi han havde svoret Loved og dog brudt hele deres Overenskomst“. Paa samme Tid, som dette viser, at det er Sagaens Forudsætning, at Fiendskabet mellem Erling og Valdemar først traadte frem for Alvor efter (eller i Forbindelse med) Kong Magnus’s Kroning, skjønnes det ogsaa, at Fremstillingen overhovedet ber er en stærk Forkortelse af en Forfatteren foreliggende udførligere og mere sammenhængende Beretning, hvilken ikke kan have været nogen anden end den for os tabte Del af Morkinskinna. Ved denne Sammendragning af en adskillig vidtløftigere Redegjørelse er Fagrskinnas Kompilator kommet i Skade for at hidsætte sin Forgjængers Bemærkning om Erlings Edsbrud og Valdemars Vrede herover paa to Steder, nemlig som sagt i Slutningen af Kap. 267 og i Kap. 269, paa det sidste Sted mere forkortet end paa det første. Dette er det nødvendigt at være opmærksom paa, fordi det deraf fremgaar, at Beretningen i Kap. 267 om det Svar, som Erling „tilsidst“ („at lyktum“) gav Valdemar, kronologisk skyder ned forbi det i Kap. 268–69 omtalte, d. v. s. Forhandlingerne om Kroningen og denne selv. Ligeledes har der ved Sammendragningen indsneget sig en liden Uklarhed i de første Ord af det derpaa følgende Kap. 270. I umiddelbar Tilslutning til den korte Anførsel i Kap. 269 om Kroningen og Kong Valdemars Uvenskab med Erling begynder nemlig Kap. 270 med at fortælle, at „Høsten efter, men dog efter Vinterens Indtrædelse“ („um haustit eptir ok þó öndverðan vetrinn“) ankom der til Throndhjem Udsendinge fra den danske Konge. Ved første Øiekast skulde det nu synes, som om denne „Høst“ og „Vinter“ var den lige efter Kroningen følgende[1]. Men saa er det ikke. Be-
- ↑ Jeg hidsætter vedkommende Ytringer i Fagrskinna: Kap. 267 i Slutningen (efter at have berettet om Thingalmuens
