Bønderne, som den fremstilles i Fagrskinna, meget mere ligner den Erling, vi ellers kjender, end at han, som Snorre fortæller, uden særlig Grund skulde have opsat Hævnen til en senere Leilighed, om hvilken han ved sin første Afreise ikke kunde vide, enten den vilde komme snart eller silde. Tilføies bør det ogsaa, at Erling ved de to Besøg, Snorre lader ham gjøre i Konghelle, nemlig Vaartiden 1163 og Høst og Vinter 1163–64, ikke udretter det ringeste mere, end Fagrskinna magelig skaffer Plads for under det ene Besøg, den kjender, og hvilket altsaa i Tid falder sammen med det sidste hos Snorre opførte.
Foruden Kampene med Markusmændene og Forhandlingerne om og i Anledning af Kroningen er der imidlertid, som allerede kortelig berørt, endnu et tredie Led, som hører ind i disse Aars Tidsregning, nemlig Forholdet til Kong Valdemar af Danmark.
Som nævnt omtaler Fagrskinna Forhandlingerne med ham i et mellemkommende Kapitel (267), der ingen Tidsangivelser indeholder, og som heller ikke følger dem længere ned end til den første, af selve Thingalmuen i Viken besluttede og iværksatte Afvisning af Valdemars Krav paa denne Landsdel. Kapitlet ender med den Bemærkning, at den danske Konge efter Modtagelsen af denne Besked „blev ilde tilfreds, ansaa det for Fiendskab og kaldte Erlings Mænd og hans Søn for Edsbrydere“. Erling (og Magnus?) havde jo nemlig under sit korte Besøg hos Kong Valdemar i 1161 bekræftet Afstaaelsen af hele Viken til Lindesnæs med sin Ed.
Beretningen om dette Anliggende gjenoptager Fagrskinna derpaa i det ganske korte Kap. 269, hvor Sagaen efter en eneste Linies Omtale af Kroningsceremonien i nye ordelag gjentager Slutningsbemærkningen i Kap. 267, idet det heder, at „Valdemar Danekonge nu var stor Uven af
