Side:Historisk Tidsskrift (Norway), fjerde Række, tredie Bind (1905).pdf/131

Allerede den Omstændighed, at Snorre lader Markusmændene saa hurtig forvinde det betydelige Nederlag paa Re og Tabet af sin virksomste Høvding, at Erling endnu selvsamme Vaar nødes til at binde an med dem paany og det paa et fra den forrige Slagplads saavidt fjerntliggende Sted som Konghelle, er mistænkelig. Fagrskinna giver derimod, som vi saa, Flokken over et halvt Aar til igjen at komme til Kræfter og trække saa mange nye Folk til sig, at Erling finder det Umagen værd selv at rette et nyt Slag mod dem. Værre er det dog, at Snorre splitter Erlings Sammenstød med Hisingboerne paa to forskjellige Besøg i Konghelle. Først lader han Markusmændene Vaaren 1163 flygte ud til Hisingen og faa Tilløb af øens Beboere, ved hvilken Anledning Erling nøier sig med at tage deres Skibe. Da saa Markusmændene atter stryger nordover (samme meget begivenhedsrige Vaar!), gjør Erling ligedan uden dengang at bryde sig mere om de opsætsige Bønder paa Hisingen. Men da han om Høsten har erfaret Flokkens endelige Undergang og dens „Konges“ Henrettelse ved Bergen, drager han selv paany til Konghelle i det, som det skulde synes, lidet rimelige Haab der at træffe Markusmændenes sidste flygtende Rester. Disse finder han rigtignok (og rimeligt nok!) ikke. Men til Gjengjæld husker han nu paa Hisingbøndernes tidligere opsætsighed og foretager i Løbet af Høsten og Efterjulen – en lang Tid for ham at tilbringe i en Udkant af Riget, naar han intet andet havde at gjøre dernede end at tage Hævn over Bønderne paa Hisingen! – de Skridt mod dem, som Fagrskinna lader ske, ganske vist paa samme Tidspunkt, men i umiddelbar C Tilslutning til Øboernes Tagen. Parti for Markusmændene og vel at mærke før disses Nederlag i Bergensleden. Det kan ikke nægtes, at Erlings prompte Afstraffelse af