særdeles magtpaaliggende for Erling ikke at støde Erkebiskopen fra sig. Men det maatte gjøre det næsten umuligt for den thrøndersk fødte Erkebiskop og Biskop i Throndhjems Stift at nærme sig Erling, efterat denne med Haah havde taget Livet af en Lendemand, der var Svigersøn i Thrøndelagens mægtigste Ætt og kunde regnes som et Slags fjernere paarørende af Erkebiskopen selv[1].
Ogsaa i Anledning af Frederik Kønas Henrettelse er derfor Fagrskinnas Tidsangivelse langt at foretrække. Den henlægger den til over et Aar efter Kroningen, nemlig Høsten 1164. Paa dette Tidspunkt var Erlings Stilling en helt anden. Forliget med Erkebiskopen var da forlængst afsluttet og effektueret. Sønnen Magnus var Norges „første kronede Konge“, og det gjaldt endnu blot at udrydde de sidste spredte Lævninger af Markusmændenes Flok. At Erling da har kunnet anse ubøielig Strenghed for den bedste Politik ligeoverfor fremdeles ulmende Oprørslyster og særlig ligeoverfor Thrønderne, der samme Aar havde opirret ham saa stærkt ved at yde Markusmændene Bistand, det lader sig forstaa og er i fuld Overensstemmelse med hans Karakter. Heller ikke behøvede han da længer at frygte Erkebiskopens Tilbagetræden; thi Hierarkiet havde ved Kroningen og de Aftaler, der gik forud for denne, en Gang for alle bundet sin Sag saa stærkt til Erling og Magnus, at selv ikke Drabet af en fornem Thrønder mere kunde løse Baandene.
Nærmere beseet er der imidlertid ogsaa andre Enkeltheder i Snorres Skildring af Erlings Kampe med Markusmændene, som er lidet sandsynlige eller indbyrdes sammenhængende.
- ↑ Frederik Køna var gift med en Datter af Guthorm paa Rein, som igjen var en Firmenning af Erkebiskop Eystein, idet de begge nedstammede fra Kvinder af Giskeætten.
