Forsommeren 1162 efter Slaget ved Sekken, da Stillingen endnu langtfra var moden til Underhandlinger som de omtalte, med det Vaarbesøg, som Erling ifølge Fagrskinnas udtrykkelige Beretning gjorde sammesteds 1163.
Antager vi derimod med Munch, at det maa have sin utvilsomme Rigtighed med Erlings og Erkebiskopens Underhandlinger i Nidaros Vaaren før Kroningen, og forkastes dermed Snorres Paastand om, at Erling nævnte Vaar opholdt sig længe i Tønsberg, saa befrir vi os samtidig fra en anden grov Usandsynlighed i Snorres Fremstilling. Ifølge denne skulde nemlig Erling, inden han Vaaren i Kroningsaaret fra Konghelle naaede frem til Tønsberg, underveis have ladet dræbe den ovennævnte thrønderske Lendemand Frederik Køna og dennes Ledsagere. Nu er det ganske vist saa, at Snorre ikke tænker sig Erling samme Vaar begive sig til Throndhjem. Men han lader dog ialfald Erling i dette Aar træde i fortrolige Forhandlinger med Erkebiskopen, selv en af de ypperste Repræsentanter for det mægtige og indbyrdes nær forbundne thrønderske Ættearistokrati, om Kroningen og Overenskomsten mellem Kongedømmet og Erkebispestolen. Hvorledes er det muligt at forestille sig, at Erling Skakke, der samtidig med at være en voldsom Herre, naar han ansaa det nødvendigt, dog tillige var en smidig Statsmand, der ved flere Leiligheder udviser en ikke almindelig politisk Kløgt, skulde have gjort sig skyldig i en saa haandgribelig Dumhed som at lade en af Thrøndelagens populæreste Aristokrater henrette paa en særlig beskjæmmende Maade just i det Øieblik, da Udsigten til en Overenskomst som den nævnte begyndte at dæmre? Hvad enten man med Fagrskinna henlægger Underhandlingernes Indledelse til Nidaros eller med Snorre til Bergen, maatte det paa det heromhandlede Tidspunkt være
