for Haalogalandsreisen, fremgaar da ogsaa af Kapitlets øvrige Indhold, som i modsat Fald vilde bringe en haandgribelig selvmodsigelse. I sin Slutning henlægger Kap. 268 nemlig, som tidligere omhandlet, Kroningen til den Sommer, da Kong Magnus ifølge næste Kapitel var 7 vintre gammel, hvilket vil sige 1163. Gaar man herfra tilbage i Kapitlets Meddelelser, kommer man først til Erlings Besøg i Nidaros samme Aars Vaar og derpaa til Erkebiskopens Forhandlinger med Bønderne det foregaaende Aar, som følgelig bliver 1162. Dermed er det saaledes tydeligt nok givet, at Sagaen ikke kan tilsigte at henlægge disse Forhandlinger til Tiden efter eller samtidig med Legatens Ankomst; thi ifølge Kapitlets egen Anførsel indtraf denne først Aaret efter Kong Haakons Fald, d. e. 1163.
Ad denne Vei faar vi da tillige fuld Besked om, hvad Erling ifølge Fagrskinnas udtrykkelige Angivelser foretog sig i Løbet af de 6–7 Maaneder, under hvilke han efter Slaget paa Re fandt det ufornødent at beskjæftige sig med Markusmændene. Forbinder vi nemlig Sagaens tvende hidhørende Afsnit, det ene om Kampene med nævnte Flok, det andet om Kroningen og hvad dertil førte, saa fremgaar, at det just var dette halve Aars Rolighed efter Slaget paa Re, som Erling benyttede til at drive Underhandlinger med Erkebiskopen i Nidaros og derpaa til at forberede og afholde Kroningen og Rigsmødet i Bergen. Under eller lige efter dette har han imidlertid faaet Efterretning om, at Markusmændene paany var begyndt at vække Uro, dennegang østligst i Viken, og saa er han da ilet til Østlandet for at gjøre det endelig af med dem, hvilket dog ikke lykkedes ham, idet de først næste Aar (1164) efter sit vellykkede Tog til Throndhjem led sit afgjørende Nederlag udenfor Bergen mod Lendemændenes Flaade.
