[d. e. Nidaros]; da klagede mange Mænd til ham over dette. Erling gav herpaa intet Svar, men hørte paa, hvad Folk sagde. Men da han kom paa Samtalemødet [nemlig med Erkebiskopen], da talte de om meget og mangt, som vedkom Landsstyrelsen.“ Derpaa beretter Sagaen videre, hvorledes Erling strax bragte den nye Sagefaldskurs paa Bane og deraf tog Foranledning til at foreslaa et Kompromis mellem sine egne og Erkebiskopens Interesser.
Det er i den her gjengivne Sammenhæng, at Munch og Storm er enige om at forstaa Tidsangivelsen angaaende Erlings Ankomst til Nidaros „om Vaaren efter“ derhen, at det bliver Vaaren efter den i Kapitlets første Begyndelse omtalte Indtræffen af Legaten Stephanus til Norge. Da den sidste indfandt sig „en Vinter efter Kong Haakons Fald“ (1163), saa vilde efter en saadan Fortolkning Erlings Vaarbesøg i Nidaros falde 1164, og Storm vilde isaafald have Ret i at finde en selvmodsigelse i Fagrskinnas Tidsregning, idet den under nævnte Forudsætning vilde lade Erling Vaaren 1164 samtidig være „syd og nord i Landet“[1], nemlig baade i Nidaros og først i Konghelle, senere paa sin Flaade liggende for Modbør i Viken paa Vei til Bergen (jfr. ovenfor S. 89).
Men i Virkeligheden siger Fagrskinna intet saadant. Det er Vaaren efter Vedtagelsen af den sølvvurderede Sagøre i geistlige Sager, at Erling kommer til Nidaros. Saa staar der. Men hvad der ikke staar noget om, er, at Erkebiskopens foregaaende Forhandling med Bønderne om dette Anliggende fandt Sted samme Aar, som Legaten ankom. Der siges, som ovenanført, i Kapitlets Begyndelse kun, at Eystein paa dette
- ↑ Storm, Snorre S. 201; jfr. Munch l. c. S. 930 i Noten.
