paa Viken og derfor af Danskerne stempledes som den, der havde brudt svoren Ed. Disse Forhandlinger maa følgelig henlægges til de samme Aar, hvis Krigshegivenheder Sagaen har fortalt i Sammenhæng i de forudgaaende Kapitler.
Saa følger i det os her særlig vedkommende Kap. 268 Beretningen om, hvad der ledede til Overenskomsten mellem Erkebiskop Eystein og Erling om Kong Magnus’s Kroning. Paany gaar her Sagaen tilbage i Tiden for at faa med, hvad der i dens Forfatters Øine hører sammen. Først meddeles det altsaa, som i forrige Afsnit omhandlet, at Legaten Stephanus ankom .til Norge en Vinter efter Kong Haakon Hærdebreds Fald, d. e. i 1163. Umiddelbart efter omtalen af Legaten og hans Modtagelse af „Kong Magnus og Biskopen“, fortsætter Kapitlet saaledes: „Da [d. e. paa det Tidspunkt, da Legaten indtraf] var Eystein Erkebiskop. Eystein drog i sit Stifts Forretninger (i sýslu sína) nord til Haalogaland. Da henvendte han sig til Bønderne om, at de skulde øge den Ret og .Sagøre, som skulde erlægges til Biskoppen. Og fordi Biskop Eystein var en meget veltalende Mand og ættstor samt baade formuende og vennesæl ..., saa fik det Fremgang, som han krævede, idet det hos Bønderne udvirkedes, at al den Sagøre, som han havde at oppebære, skulde være i sølvvurderet Mynt. Men før var Biskopens sagøre saadan som Kongens Lovøre, og der bliver en Halvdels Forskjel mellem disse Myntkurser. Men skjønt der var ingen paa Bøndernes Side til at modsætte sig dette, saa blev Erling derover meget misfornøiet[1] med alle de Mænd, som understøttede denne Sag. Og om Vaaren efter kom Erling Skakke nord til Kjøbstaden
- ↑ Det i Sagaens oldnorske Text udfaldne Ord er tydeligvis oþokka.
