de mange Maaneder fra Begyndelsen af Fasten 1163, da han slog og fældede Sigurd af Reyr paa Re, og indtil samme Aars Høst, da han drager til Konghelle, hvor Markusmændene imidlertid havde sat sig fast. Kun saameget ser vi, at med dem har Erling i dette Sommerhalvaar ikke videre beskjæftiget sig. Grunden hertil er heller ikke vanskelig at forstaa. Efter det blodige Nederlag, han havde tilføiet Flekken paa Re, hvor endog, som sagt, deres egentlige Leder, Sigurd Jarl, var falden, maatte han kunne paaregne et Pusterum i Kampen mod dem.
Spørgsmaalet bliver følgelig, hvad Erling, ifølge Fagrskinnas Forudsætninger forøvrigt, har foretaget sig i disse 7 Maaneder fra Slutningen af Februar, indtil vi i Begyndelsen af Oktober eller maaske lidt før træffer ham i Konghelle. En nærmere Undersøgelse af de følgende Kapitler giver Svar herpaa. Efter med Kap. 266 at have afsluttet Beretningen om Markusmændene, gaar Sagaen nemlig fra Kap. 267 af over til at behandle et andet Emne, nemlig den rent politiske Side af Kong Magnus’s og hans Fader Erling Skakkes Stilling i disse Aar. Denne Stilling bestemtes hovedsagelig ved to Hensyn, der indbyrdes greb over paa hinandens Omraade, det ene til Kong Valdemar af Danmark, det andet til den norske Geistlighed og dens Erkebiskop. Sin Redegjørelse for de herved fremkaldte Forhold begynder Fagrskinna i Kap. 267 ved at gaa helt tilbage igjen til Aaret 1161, da Erling Skakke sammen med sin til Konge netop ud- raabte unge Søn foretog sin skyndsomme Færd til Valdemar og mod dennes Løfte om Bistand afstod ham hele Viken til Lindesnæs. Derpaa omtales, i umiddelbar Tilslutning hertil, de Forhandlinger, som denne Aftale i de følgende Aar gav Foranledning til, og som foreløbig endte med, at Erling afviste Kong Valdemars Fordring
