Han og hans Ledsagere flygtede først til Danmark eller Gautland, men begyndte derpaa at herje i det østlige Viken. Da Erling, som fremdeles opholdt sig i Tønsberg, fik Kundskab herom, drog han østover for at lede dem op. Han stødte ogsaa paa dem og lykkedes at bemægtige sig to af Fartøierne. Ombord paa det ene befandt sig den nævnte Thrønder, hvem han paa en lidet ærefuld Maade lod henrette, – hvad der i høi Grad bidrog til at forbitre Stemningen mod ham i hele Thrøndelagen, hvis Befolkning jo allerede tidligere var Erling og hans Søn lidet huld.
Dette er altsaa Hovedtrækkene i Fagrskinnas Berettelse om Erling Skakkes Kampe med Markusmændene. Som man vil se, er den vel sammenhængende og i alle Enkeltheder meget rimelig. Heller ikke kan der være Tvil om, at Sagaen – omend med adskillige Forkortelser – har hentet hele Fortællingen fra den for os tabte Del af Morkinskinna, hvilken Saga lige fra Aar 1035 er dens væsentlige Kilde, „saa at lange Stykker er ordret afskrevne“[1]. Det er netop Morkinskinnas Fremstillingsmaade, som fremtræder i Fagrsk. Kap. 264–66, idet disse Kapitler udgjør en særskilt „þáttr“ om Markusmændene, hvori kun medtages, hvad der staar i Forbindelse med dette Emne, medens andre i Tid samtidige eller mellemkommende Begivenheder ikke deri berøres. Og at der just i denne þáttr er udeladt Ting, som ikke direkte havde noget med Markusmændene at gjøre, faar man tydeligt for sig, naar man lægger Mærke til, hvorledes Beretningen, som ellers i disse 2 Aar giver saa god Rede for Erlings Gjøren og Laden fra Julen 1162 indtil ud paa Høstkanten 1164, dog ganske slipper ham under
- ↑ G. Storm, Snorre S. 43.
