Indbyggerne og brænde deres Huse. Markus og hans Flok, som Erling øiensynlig ikke havde anseet sig stærk nok til at binde an med i dens Smuthuller, tog derimod Veien nordover til Oplandene, hvor de opholdt sig nogen Tid for derfra ad Indlandsveie at drage til Nidaros. Her udraabtes Flokkens Kongsemne, den unge Sigurd Markusfostre, paa Ørething til Konge og fik Tilløb af mange dygtige Mænd. Ud paa Vaaren („er á leið várit“) valgte Flokken imidlertid sjøveien sydover langs Kysten. Samme Vaar (1164) gjorde Erling Skakke sig færdig til at drage vestover med en større Flaade. Ifølge Sammenhængen i Sagaens Beretning maa det have været hans Hensigt at tilintetgjøre Markusmændene i et Sjøslag eller i det mindste berøve dem de i Nidaros forskaffede Fartøier. Han kom dog ikke længere end til den nordlige Del af Viken, d. v. i denne Forbindelse nærmest sige omegnen om og Farvandet vestover fra Tønsberg, og blev her liggende „en stor Del af Sommeren“ veirfast for Modvind. Kun en Del af sit Mandskab kunde han (paa lettere Rofartøier) sende til Bergen for at styrke Forsvaret af denne vigtige By. Da Markusmændene nordfra kom paa Høide med Bergen, dristede de sig dog ikke derind, men satte videre sydover, indtil de paa Lister fik sikker Underretning om, at Erling laa i Viken med en stor Flaade, rede til at tage imod dem. De vendte følgelig atter om, men troede sig under disse Omstændigheder stærke nok til at vove et Angreb paa Bergen. Ved Indseilingen mødtes de imidlertid af en overlegen Flaade under Befaling af de i Bergen værende Lendemænd, et Syn, som strax splittede Flokken. En stor Del af den blev dog greben og dræbt, og deriblandt var baade den unge Kong Sigurd og hans Fosterfader Markus. Mellem dem, som undkom, var en storættet Thrønder, Lendemanden Frederik Køna.
