flok „Markusmændene“. Ifølge samme tilbringer Erling Julen (1162–63) i Tønsberg og slaar derpaa i denne Bys Nærhed paa Re i Begyndelsen af Fasten (20de Februar) Flokkens fornemste Høvding, Sigurd af Reyr, som selv falder, hvorimod Erling vender tilbage til Tønsberg. Om Vaaren („um várít eptir“) drager saa Markus og hans gjenværende Følge gjennem Indlandsbygderne ned til (det sydøstlige) Viken, hvor de skaffer sig Fartøier. „Om Høsten efter, da Erling spurgte dette, farer han østefter“ og træffer Flokken i Konghelle. Markusmændene flygter da ud paa den store Ø Hisingen, hvor de faar Tilløb af Befolkningen. Erling, som fandt det klogest at undgaa en Kamp paa selve Øen, nøiede sig med at gribe deres Fartøier og blev indtil videre siddende rolig i Konghelle, afventende, at Levemaaden ude paa Hisingen skulde blive trang og Markusmændene derved tvinges til at søge over paa Fastlandet igjen. Dette skede da ogsaa snart, og Erling samlede derfor til Beskyttelse mod dem Mandskab fra de omliggende Hereder I Begyndelsen af Vinteren, d. e. vel senest omkring 1ste November, drog han saa med en større Styrke ud paa Hisingen for paa et sammenkaldt Thing at lade Bønderne stande til Rette, fordi de havde ydet Markusmændene Hjælp. Han opnævnte 12 af dem til at indfinde sig Ugen efter i Konghelle, hvor de skulde modtage Besked om den Bod, han i den Anledning vilde forlange. Da de kom, krævede han 300 Stykker Kvæg, hvilket Hisingboerne fandt for drøit. Da der desuden kort efter indtraadte stærk Frost, hvorunder Erlings Skibe frøs inde i Elven, foretrak de at trodse ham og afgav intet Kvæg. Hermed gik det til over Julen, som Erling tilbragte i Konghelle. Men Dagen efter femtende Dag Jul (altsaa den 9de Januar 1164) gjorde Erling et Herjetog ud paa Øen for at straffe
