erklæret sig for Modpaven Victor IV. Men var Veien over Tydskland ham afskaaren, maatte det just falde Stephanus bekvemt at lægge den over Norge, fra hvis af udenlandske Fartøier stærkt besøgte Havne, Oslo, Tønsberg og navnlig Bergen, der ud paa Sommeren altid var god Skibsleilighed at finde over til England eller Flandern. Ligeledes lader det sig antage, at Opreisen til Norden er foregaaet tilsjøs vesterfra, nemlig med det første passende Fartøi om Vaaren og da vistnok først til Danmark, hvor Legaten neppe har kunnet undlade trods eller maaske netop paa Grund af Erkebiskop Eskilds langvarige Fravær ved Kurien at forhandle om det under hans Primat henlagte nye Metropolitansæde i Sverige. At Stephanus forøvrigt ved Siden af sin Reises Hovedøiemed paa svensk Grund tillige har havt i opdrag at knytte de tre skandinaviske Riger og saaledes ogsaa Norge endnu fastere til Pave Alexanders Sag og maaske i Forbindelse hermed at aftale den bedst mulige ordning for Peterspengenes Indsendelse, er ligeledes høist sandsynligt, om det end intetsteds direkte antydes. Men Benedict af Peterborough’s Angivelse om Legatens Mission [ogsaa] til Norge kan muligens pege i en saadan Retning.
Det bliver nu min Opgave nøiere at eftergaa de af Munch og Storm paaberaabte Omstændigheder, som skulde bringe os til for de her omhandlede Aar 1163–64 at foretrække Snorres Tidsfølge for Fagrskinnas.
Munch’s Hovedgrund til for disse Par Aar at forlade sidstnævnte Sagas Tidsangivelser, dem han ellers regelmæssig ofrer Lovord, er ikke ganske klar. Han antyder egentlig kun (N F H. II S. 925 og 929–30 i Noterne), at Fagrskinnas Fremstilling vilde føre til Vanskeligheder, medens „de større Kongesagaers“ d. e.
