at den første selv indviede den ældste Erkebiskop af Nidaros, medens Stephanus ikke forrettede den tilsvarende Høitidelighed i Sverige og selve Erkebispesædets Indstiftelse først skede Aaret efter hans Besøg, nemlig i 1164. Men Grunden til, at Stephanus ikke kunde befatte sig med personlig at indsætte den ældste Erkebiskop af Upsala i Embedet, var jo den, at Retten hertil ifølge Kardinal Nicolaus’s Løfte tillaa Erkebiskopen af Lund som Sveriges Primas, og før denne kunde indvie en svensk Erkebiskop, maatte Pavens Stiftelsesbulle foreligge, hvilken atter først kunde udfærdiges, naar den udsendte Legats Indberetning om Forholdene var indkommen. Det passer derfor netop fortræffelig med Omstændighederne, at Stephanus’s Besøg i Norden falder i 1163, Indvielsen af den ældste upsaliensiske Erkebiskop i 1164. Forøvrigt kan det mærkes, at heller ikke den pavelige Stiftelsesbulle for den norske Erkebispestols Vedkommende udfærdigedes før en rum Tid efter Modtagelsen af Legaten Nicolaus af Albanos Indberetning, nemlig senhøstes 1154. Men da dennes Mandat bl. a. var gaaet ud paa, hvis han dertil fandt Forholdene opfordrende, selv at indvie den nye Erkebiskop, kunde her Legatens Besøg og Embedets Besættelse falde Sted samtidigt.
At Stephanus, naar han først var kommen til Sverige, tiltraadte Hjemreisen over Norge, falder det endnu mindre vanskeligt at motivere. Det maa nemlig erindres, at Pave Alexander III, til hvem de nordiske Riger, ligesom England, Frankrige og Spanien havde sluttet sig, i Aarene 1162–65 opholdt sig i Frankrig, og at det omtrent maa have været en Umulighed for en af ham udsendt Legat at tage Landveien til eller fra Skandinavien over Tydskland, med hvis Keiser (Frederik Barbarossa) Alexander laa i ligefrem Krig, og som havde
