Sagens Natur og i omstændighedernes Medfør har maattet spille i det ved hans Hidkomst netop paagaaende opgjør mellem Rigets mægtige verdslige og dets næsten endnu mægtigere geistlige Høvding, saa bliver dog sluttelig fremdeles det Spørgsmaal tilbage, hvad der saa overhovedet har bragt Stephanus til Norden, naar han paatageligvis ikke var betroet nogen særskilt Mission af Vigtighed i det Land, som han alene nævnes at have besøgt.
Svaret turde imidlertid ikke være saa vanskeligt at finde. I Aaret 1164, d. v. s. Aaret efter Legatens Besøg i Norge, oprettedes Erkebispestolen i Upsala. At Stephanus’s Reise har havt noget at gjøre med denne Stiftelse af en egen svensk Kirkeprovinds, er der allerede tidligere blevet udtalt Formodning om[1]. Ved at antage dette, vinder man da ogsaa en slaaende Parallel mellem Nicolaus af Albanos Sendelse hidop i Anledning af Erkebispestolens Oprettelse i Nidaros og Stephanus’s 11 Aar senere. Naar Kurien i 1152 ansaa det nødvendigt at lade Forholdene i Norge paa Stedet undersøge af en Legat, inden den kunde indlade sig paa at stifte et. Metropolitansæde i Nidaros, maatte i det væsentlige de samme Hensyn gjøre sig gjældende i 1163 for Sveriges Vedkommende. Og denne Formodning vinder meget i Styrke netop derved, at der intet specielt Ærinde kan paavises, som Legaten kan have havt at udføre i Norge, medens man derimod med Bestemthed ved, at Kong Karl Sverkerssøn ved dette Tidspunkt stod i Underhandlinger med Pave Alexander III om et saa høivigtigt Anliggende som oprettelsen af en egen svensk Kirkeprovinds[2]. Den Forskjel bliver der rigtignok mellem Nicolaus og Stephanus,
