til Konge og med dem alle Lydbiskoperne«, saa behøver dette ikke at forstaaes anderledes, end at de alle assisterede ved den hellige Handling, uden at det her ligefrem siges, hvem der egentlig forestod den. Og at Legaten nævnes først, er vel kun for Effektens Skyld: det er jo en Tale, Kongen her holder[1].
Men den Andel i Ceremonien, som indrømmedes Legaten, maa ikke desto mindre have været anseelig; det krævede uvægerlig hans høie Rang. Var det end Erkebiskopen, som i Medfør saavel af den trufne Aftale som af den hele politiske Stilling i Landet maatte udføre selve Kroningen, saa var der dog et Led i Høitideligheden, som det var særlig passende og endog for Erkebiskopen mest tilfredsstillende at overlade til Legaten: det var Modtagelsen af Kongens Kroningsed. At denne direkte aflagdes for ham, som ved Leiligheden maatte ansees for Pavens egen specielle Repræsentant, kunde ikke andet end i alles Øine gjøre den saameget mere bindende og urokkelig. Idet jeg forøvrigt angaaende Kroningseden henviser til det derom handlende forudgaaende Afsnit, minder jeg her alene om, at Haakon Sverresøns Rettebod udtrykkelig oplyser, at der blev svoret „Eder“ „for Legaten“. Heri tør man have et uafviseligt Vidnesbyrd om, at den Andel, Stephanus har havt i Cermoniellet ved Kroningen, i det væsentlige har indskrænket sig til den angivne: som et særligt solent Vidne er det blevet ham overdraget at modtage de umiddelbart før selve Salvningen og Kronens Paasættelse af Kongen, hans Formynder Erling og hans 12 garanterende Lendemænd aflagte Eder.
Er det paa denne Maade lykkes mig at klargjøre den tilbagetrukne Rolle, som den pavelige Legat ifølge
- ↑ Jfr. nu i samme Retning ogsaa G. Storm, Hist. Tidsskr. IV 2 S. 165.
