dette Alternativ. At faa sin Søn kronet og kirkelig indsat i Kongedømmet af en pavelig Legat paa selve Pavens Vegne var paa den ene Side noget endnu meget mere end at faa ham kronet af den hjemlige Erkebiskop. Og paa den anden Side skulde der adskilligt mindre Skarpsyn for egen Interesse, end de middelalderske Magthavere pleiede at have, for at se, at det for en norsk Konge i enhver Henseende var baade fordelagtigere og mindre ydmygende at tage sit Rige til Len af en saavidt fjernt siddende og saa ophøiet Potentat som Paven fremfor af den indenlandske, under Paaberaabelse af Nationalhelgenen optrædende Erkebiskop.
Havde Omstændighederne foreligget slig, at der om Kroningen kunde været ført Underhandlinger mellem Erling og Paven eller en af denne hidsendt Legat, vilde der saaledes visselig være kommen istand en Overenskomst, som begge disse Parter vilde have foretrukket for den, der i Virkeligheden blev truffen. At saa ikke skede, er derfor omvendt et bindende Vidnesbyrd om, baade at Legaten ikke er bleven sendt hidop i noget saadant Øiemed, og at han efter sin Ankomst heller ikke har havt Anledning til paa egen Haand at repræsentere Kuriens Politik paa en saa effektiv Maade, at han har kunnet øve Indflydelse paa sagernes Gang. Men dette vil sige det samme, som at Stephanus overhovedet ikke har havt nogen Specialmission til Norge; thi var han ankommet hid med Instruktioner til ordning af magtpaaliggende kirkelige Forhold, kunde han ikke have undgaaet at være bleven trukket ind i og at faa en ledende Indflydelse paa de netop paa dette Tidspunkt foregaaende vigtige Underhandlingers Forløb.
Jeg mener altsaa, at den hele Stilling med Nødvendighed tvinger til den Antagelse, at Legaten Stephanus
