i hans eget Land haves intet andet Exempel. Ganske vist strækker denne Indvending ikke til for at omstøde Kildernes Vidnesbyrd om selve Kjendsgjerningen, der er sikker nok. Men i og for sig er Bemærkningen rigtig. Nogen Parallel til Pagten mellem det af Erling Skakke repræsenterede Kongedømme og Nidaros Erkebiskop er ikke at opvise. Saameget forklarligere er det, at Kongerne kunde undgaa en saa nedværdigende Udvei, som det laa i Pavemagtens egen fuldt bevidste Interesse at forhindre dens Anvendelse. Den gamle Antagonisme mellem Paven som uindskrænket Enehersker inden det hele hierarkiske System og Erkebiskoperne som de enkelte Kirkeprovindsers øverste Lokalmyndigheder var vistnok paa den Tid, hvormed vi her beskjæftiger os, i det væsentligste afgjort til Romerbiskopens Fordel. Men Modsætningen var dog fremdeles i mere latent Form tilstede, og fra Pavemagtens Side vedblev man stadig at vise stor Tilbageholdenhed, hvor det gjaldt at udruste Metropolitansæderne med nye Rettigheder eller Magtmidler. Tværtimod søgtes disse mest muligt centraliseret ved Kurien. Det er derfor fuldkommen udelukket, at Pavestolen, som Munch antyder, har kunnet sende en Legat til Norge med det opdrag at istandbringe et Lensforhold som det mellem Erling Skakke og Erkebiskop Eystein aftalte. Var noget saadant i en eller anden Skikkelse paa Forhaand bleven Paven forelagt, er der ikke den ringeste Tvil om, at en under slige Omstændigheder udsendt Legat vilde have medbragt Instruktioner, gaaende ud paa, at den paatænkte Lensunderkastelse af det norske Kongedømme under Kirken skulde adressere til Paven og ikke til Erkebispesædet og dets Helgen. Og ligesaa lidt kan det betviles, at en saa omsigtsfuld Politiker som Erling Skakke strax vilde have foretrukket
