pavelige Legats Autoritet møder man imidlertid ogsaa i Lensunderkastelsesdokumentet. Hverken i dette selv eller i de resumerende Gjengivelser af det, som man finder i Konkordatet til Bergen af 1273 og den pavelige Stadfæstelse af samme, ser – Geistligheden sig istand til med en Tøddel at antyde, at Overenskomsten mellem Kongedømmet og Kirken i Anledning af Kong Magnus’s Kroning var bleven stadfæstet gjennem en Bekræftelse af en pavelig Legat paa Pavens Vegne. Om et saadant Led i Lensforholdets Genesis ties der ganske, og da det selvfølgelig vilde have været af den største Betydning for dem, der senere paaberaabte sig Overenskomsten, at have kunnet føre Bevis for en Bekræftelse som nævnt, kan det af Tausheden med Sikkerhed sluttes, at de historiske Sagaer har Ret, naar de i Henseende til Legaten Stephans Deltagelse i hine Dages statsretlige Afgjørelser kun ved at fortælle om hans efterfølgende Samtykke til Aftalen om Kroningen og hans Medvirkning ved denne høitidelige Ceremoni.
Til denne Legatens, som det klart fremgaar, meget ringe Indflydelse paa Begivenhedernes Udvikling under den Tid, han opholdt sig i Norge, svarer da ogsaa – og det bør ikke mindst mærkes – Aftalernes Indhold og Karakter. Det er ingenlunde for meget at paastaa, at Overenskomsten vilde have faaet en hel anden Lydelse og et andet Præg, hvis en pavelig Legat havde faaet Anledning til at formulere den.
Mod Virkeligheden af det norske Kongedømmes Lensunderkastelse under St. Olafs Helligdom er det, som ovenfor omhandlet, bl. a. ogsaa bleven indvendt, at en saadan Ydmygelse vilde være noget selv i Middelalderens Kirkehistorie uhørt. Man kjender vistnok en Række Fyrster, der har taget sit Rige til Len af Paven; men paa en Konges Lensunderkastelse under Erkebispestolen
