angaaende selve Kroningen, som forelagdes Legaten til Billigelse. Men der er Spor af, at man i saa Henseende har nøiet sig med hans Samtykke saa temmelig i al Almindelighed uden at begjære hans udtrykkelige Tilslutning til Aftalernes enkelte Led. Navnlig er det at mærke, at den ovenfor belyste, vigtige statsretslige Bestemmelse om Thronfølgen, i hvis Vedtagelse Forhandlingerne mellem Erling og Eystein endelig mumlede ud, ikke paaberaaber sig nogen saadan Billigelse fra Legatens Side. Den nye Lovs Overskrift melder, som vi saa, at den blev istandbragt „med Kong Magnus’s, Erkebiskop Eysteins, Erling Jarls og alle Norges forstandigste Mænds Samtykke“; men Legatens paaberaabes ikke. Og dog skyldes Bevarelsen af dette til ensidig Fordel for Hierarkiet istandkomne Lovbud øiensynlig netop Geistlighedens Interesse af at se det bevaret og erindret. Ingen kan derfor heller tvile om, at hvis den nye Lov var bleven opfattet og vedtagen under Legatens Medvirkning og Tilslutning, vilde man ikke have undladt at paaberaabe sig en saa autoritativ Kjendsgjerning. Saavel Nicolaus af Albano som Vilhelm af Sabina citeres i Lovene ved Navn som Ophavsmænd for de af dem anbefalede Bestemmelser[1]. Og paa samme Maade vilde man selvfølgelig have styrket Kongedømmets Valgkapitulation i Gul. Kap. 2 ved at flette Legaten Stephanus’s Navn ind i dens Titel jævnsides med dens andre der anførte Ophavsmænd, om han havde været regnet med blandt disse.
Den samme Undladelse af at paaberaabe sig den
- ↑ Se Frost. III 17; Haakon Sverresøns Rettebod § 5; Haakon Haakonssøns Rettebod af 1224; Forordninger af 16de og 17de Aug. 1247; den pavelige Bekræftelse af 7de Septbr. 1248; Biskop Arnes Kristenret Kap. 34, saavelsom flere Steder i de geistlige Statuter, Norges g. Love III S. 229, 240, 278, 280, 282.
