af alt, hvad han foretog sig, og det desto mere, jo længere de af ham drevne Forhandlinger drog ud, og jo vigtigere og vanskeligere de derved viste sig at være.
I Mangel af enhver Efterretning om, hvad der har kaldt Legaten til Norge, søger Munch og i mere afsvækkede ordelag ogsaa Keyser at hjælpe sig med den Formodning, at hans Reise har staaet i Forbindelse med de paagaaende Forhandlinger mellem Erkebiskopen og Erling Skakke. Forsaavidt Munch herved bl. a. tænker paa Forhøielsen af den erkebiskoppelige Sagefaldskurs, var imidlertid Legatens Indgriben ganske unødig, idet Eystein derom personlig var kommen overens med sit Stifts Bønder, og han øiensynlig dermed en Gang for alle ansaa Sagen op- og afgjort. Og hvad de oprindelig fra dette Tiltag udspringende videre Underhandlinger angaar, siges det heller intetsteds, at Legaten derved har spillet en Mæglers Rolle eller endog overhovedet deltaget i dem. Tværtimod indskrænker Snorre sig til at berette, at Erkebiskopen efter at være kommen til Enighed med Erling Skakke om Kroningen „siden bar denne Sag frem for Legaten og med Lethed fik bragt ham til at samtykke med sig“. Herved udelukkes det følgelig, at det har været for disse Forhandlingers Skyld, at Legaten har indfundet sig i Landet. Sammenhængen har paatageligvis kun været den, at han, da han nu alligevel var kommen tilstede, ikke godt kunde holdes udenfor ethvert Kjendskab til den opnaaede Overenskomst, og at denne desuden udad vandt i Anseelse ved at opnaa Samtykke af Pavens egen Repræsentant.
Hvor langt ind paa Enkelthederne i de trufne Aftaler dette Legatens Samtykke er gaaet, er derimod et andet og ikke uvæsentligt Spørgsmaal. Snorre nævner, som antydet, egentlig blot, at det var Overenskomsten
