i vore egne Kilder, hvilke intetsteds giver at forstaa, at Legaten havde noget særskilt opdrag at udføre her i Riget[1]. Og dog skulde disse opdrag have fastholdt ham her henimod et Aar! Hvor helt anderledes vel underrettede er vi ikke om, hvad Legaterne Nicolaus af Albano (1152) og Vilhelm af Sabina (1247) udrettede for den norske Kirke og Kirkelovgivningen, uagtet begges Tilstedeværelse i Landet indskrænkede sig til nogle faa Maaneder. Havde Stephanus havt lignende Opgaver at løse, vilde det have været umuligt andet, end at vi enten gjennem Sagaerne eller gjennem Lovene og sandsynligvis, som Tilfældet er med hine to Legater, ad begge Veie havde faaet Kundskab om, hvad han under sit paastaaede lange Ophold havde iværksat eller søgt at opnaa. Kilderne til Norges Historie i anden Halvdel af det 12te Aarh. flyder overhovedet ingenlunde saa sparsomt, at vi vilde have savnet tilstrækkelige Vink om, hvad der af Vægt foregik i Landet. En pavelig Legat var i de Dage en mærkelig og sjelden Foreteelse i Norden. Han vilde være bleven iagttaget med aarvaagne Øine i Anledning
- ↑ Det eneste Kildested, som muligens kunde paaberaabes til Fordel for den Opfatning, at Stephanus var afsendt i særskilt Mission til Norge, er derimod Benedict af Peterborough’s S. 5 anførte Udtryk „magistro Stephano de urbe Veteri misso illuc legato“. Men denne korte Yttring veier i mine Øine ikke op mod de hjemlige Beretningers Taushed angaaende ethvert specielt opdrag for ham. Som nedenfor vil sees, bestrider heller ikke jeg, at Stephanus kan have havt et mere ubestemt eller almindeligt Hverv ogsaa i Norge, forsaavidt hans Reise bragte ham hid, og saaledes kan Benedict nok have sine faa Ord derom i Behold. Men „illuc“ bør i denne Sammenhæng neppe betones saa stærkt, at Missionens Omfattelse af det øvrige Norden (endog som Hovedformaal for hans Reise) derved udelukkes.
