lykkedes i omtrent alle lenets bygder. Bygdefolkenes andel i jordegodset gik ned.
Men en stor del af de 13 %, adelen viser sig at eie i 1650, er gammelt adelsgods eller ogsaa kron- og kirkegods, kjøbt i den nærmeste tid før.
I slutten af 1500-tallet begyndte saa byborgerne at kjøbe jord. De 12 %, de eier i 1650, jevnt fordelt over hele lenet, er for en mindre del kirke- og krongods; men hovedparten er bondejord. Atter et nyt minus i bygdefolkenes andel.
Bygdefolkene i Tønsberg len har derfor utvilsomt mistet jord i tiden 1537–1650. Ogsaa i de indre bygder, skjønt modstandskraften her var langt større[1].
Den sterke rørelse, som den nye næringsvei trælasthandelen skabte, maa selvfølgelig have kommet samtlige bygdefolk tilgode – skjønt denne styrkende indflydelse ikke kunde opveie alt det, som drog nedover.
Særlig for de indre bygder maa vandsagens indførelse i 1500-tallet og den sterke efterspørsel efter deres skogprodukter have været en mægtig løftestang. Vandfald havde de nok af, skog ogsaa. Før havde skogen nærmest været en fiende, som forringede værdien af deres bygder. Nu blev skogen en ven, en rigdomskilde. Og overalt, hvor en dam kunde dæmmes, begyndte vandsagerne at hvine og fræse. Det var opsangen til en ny tid. De mest forretningsgløgge bønder skabte formuer og samlede jordegods, som adelsmændene sikkert saa med ærgrelse paa.
Med dette øgede liv i næringerne kunde vi ventet, at ialfald de indre bygdefolk havde arbeidet sig godt op.
- ↑ Det er sandsynligt, at nogenlunde bestemte resultater med hensyn til bevægelserne i jordegodset i dette tidsrum kan naaes gjennem en kyndig systematisk udnyttelse af de rigtignok meget mangelfulde arkivkilder.
