Hopp til innhold

Side:Historisk Tidsskrift (Norway), fjerde Række, femte Bind (1909).djvu/54

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
48
LORENS BERG.

størst værdi for baade kronen, kirke og adel. Gaardene ved kysten med sin let dyrkbare jord havde desuden dengang et større forsprang i værd end senere, da skogen kom i pris.

Vi maa derfor slutte, at paa kysten ved Tønsberg har selveierbøndernes jord gjennem hundreder af aar været udsat for ihærdige angreb. Derimod fik skogbygdernes befolkning længe leve i nogenlunde fred i sine rigtignok tarvelige skogbondekaar. Allerede før reformationen maa kystbygdernes bønder i stor udstrækning være blevet leilændinger[1].

Saa kom reformationen. Den satte stopper for kirkens jord-erhvervelser. Kronen forsynte sig af kirkegodset og har neppe i den følgende tid skilt bønderne ved jord (uden for sagefald og skatter). Den indvandrede adel søgte at faa tag i ældre adelsgods. Men det forslog ikke. Da heller ikke kronen i begyndelsen vilde sælge, rettede adelen et energisk angreb paa bondejorden. Og adelens bryske optræden overfor bønderne, som den troede kunde behandles i lighed med den trælbundne danske bondestand, har været gjenstand for streng kritik[2].

Til en begyndelse gik det allermest ud over kystbygderne. Senere, da jordegodset i skogbygderne steg, søgte adelen at faa besiddelser ogsaa der.

Det maa derfor antages, at den indvandrede adels forsøg paa at erhverve bondejord i nogen udstrækning er

  1. Naar ogsaa Sande skibrede, som dog laa ved kysten, holdt sig bra, tror jeg, forklaringen især maa søges i to ting: skibredet laa et stykke unna Tønsberg, og én (maaske flere) lavadelig familje gik her over i bondestanden (nemlig en gren af familjen Lystrup (Tordenstjerne) paa Gullaug i Lier. Se Danmarks adels aarb. for 1903, s. 280).
  2. Se særlig Sars, Udsigt III, 332 fg.