udtryk – begyndt sin opmarsch. Deres tid er kommet. De har samlet kræfter og dygtighed til med eftertryk at gribe ind i trælasthandel og sjøfart, og de tiltvinger sig smaahandelen. De tiltvinger sig ogsaa i den nærmeste fremtid hovedparten af de jordegodsmasser, som ved re-formationen kom i cirkulation, men dengang først og fremst kom paa kronens og adelens hænder.
Bygdefolkenes stilling 1650. Lenets bygdefolk
eiede, som tversnittet viser, ialt 42 % (vel 700 skpd. t.)
af jorden.
Nu melder sig flere spørsmaal: Er bygdefolkenes økonomiske stilling nogenlunde éns i de forskjellige bygder? Har deres kaar i de nærmeste tidsrum forud været bedre eller daarligere, med andre ord staar de paa en nedgangs- eller opgangslinje? Hvorledes maa bygdefolkenes stilling i 1650 i det hele karakteriseres?
Specificeringen paa planchen viser tydelig nok, at det kunde være meget stor forskjel bygderne imellem. Det er et voldsomt sprang fra Lardal med 76 % til Slagen og Nøtterø med omkring 20 % bondejord[1]. Som regel gjælder det, at bygdefolkene staar sig bedst i de indre og de nordligste af lenets bygder, daarligere ved kysten og allerdaarligst omkring Tønsberg. Forklaringen hertil tør være let at finde. I middelalderen havde baade kronen og den gamle adel og især geistligheden først og fremst søgt at erhverve jordegods i kystbygderne. Fremforalt i Tønsbergs nærhed. I denne by boede de rigeste prælater, paa Tønsberghus eller ogsaa Sem kongsgaard havde kronens ombudsmænd sæde, og straks uden for Tønsberg laa ogsaa lenets vigtigste adelsgaard, Fossnes. Jordegodset paa denne strækning laa derfor nærhændigst til og havde
- ↑ Historikerne kan altsaa blive slemt vildledet, hvis de bygger formeget paa oplysninger, som er fremdraget om en enkelt bygd.
