At folketallet steg, er sikkert. Ligesaa, at der fremstod
en hel del bondekakser. Og enkelte tider var sikkert
fremgangen meget merkbar (f. eks. omkr. 1585, 1620 og
1640). Men naar det gjælder en bedømmelse af bygdefolkenes
kaar i sin helhed, tror jeg, vi kommer til
samme resultat som ovenfor under omtalen af deres andel
i jordegodset: bygdefolkenes stilling er ikke bedre i 1650,
end den var 1537; heller daarligere.
Vi skal pege paa de vigtigste af de aarsager, som maa have hemmet udviklingen og hindret bygdefolkene fra at udnytte tidsrummets chancer.
Adskilligt af fordelen ved trælasttrafiken maa have gaaet tabt ved, at jordbruget havde mange uheldige perioder i tiden 1537–1650. Værst var det i aarene 1589–1603. Desuden medførte skogdriften, at jordbruget blev forsømt.
En række farsotter skal have herjet bygderne i dette tidsrum[1].
Mest af skylden maa dog tilskrives de stadig voksende byrder, som kongerne gjennem skattepaalæg og militær- tyngsler og adelen gjennem trykkende privilegier paalagde bønderne. Kristian 3. maatte for at skaffe mynt overgive lenene til adelsmænd, som saa temmelig uden kontrol presser mest mulig ud af bønderne. Fredrik 2. retter herpaa, men var ikke sparsom med skattepaalæg. Og Kristian 4. fortjener at stemples som en bondeplager, trods alle hans fripostige fraser om »at paase menige almues bedste«. For at nævne et eksempel: i 1640-aarene holdt han paa at stanse hele sagbrugsvirksomheden med sine skattebreve. Bønderne søgte i flokkevis tiltinge om »naadigst tilladelse« til at nedlægge sine sagbrug[2].
