Den gamle landskyld i Brunla var alt for høi. De
store godseiere, kanske ogsaa fogderne maa have presset
den i veiret. I jordebogen af 1668 bliver derfor skylden
slaaet ned en 10–15 %[1]. Men dette maatte jo bringe
nedgang baade i skatter og i godseiernes indtægter. Og
her har vi nok hovedgrunden til Gyldenløves modvilje mod
matriklen af 1668.
Grevegodset. Gyldenløve havde i 1668 kjøbt en del
strøgods af oberstløitnant Wilken for vel 13 000 rdl.
Men hans første jordkjøb i Brunla fandt først sted 1670,
da Nils Langes børn (Ove og Anna Margreta) af pengetrang
maatte overlade ham de tre hovedgaarder, de endnu
havde i behold, nemlig Fritsø, Brunla og Halsen med omkr.
75 underliggende leilændingsgaarder samt jernverk, sager
og møller.
Samme aar udvirkede G. et kgl. reskript, som gav ham vigtige privilegier. Han fik saaledes ret til at indløse alt krongods i Brunla, Numedal og Sandsvær, pantsat eller solgt af Kristian 4. eller Fredrik 3.; løsningsret til alt gods, som tidligere havde tilhørt Langerne (senere underforstodes ogsaa Jernskjeggerne); endelig ret til tvungent mageskifte (naturligvis for bedre at udnytte det gods, som to aar før var kjøbt af Wilken).
Aaret efter, 1671, blev saa det indtil den tid erhvervede gods ophøiet til grevskab for Gyldenløve og arvinger[2]. Til indkomsternes »forbedring« skjænkede kongen G. de saakaldte jordebogsrettigheder, d. e. faste skatter, som fra gammel tid hvilte paa alle gaarde (ogsaa selv-
