eiernes). G. fik tillige kaldsret til kirkerne, birk, hals og haand, sigt og sagefald samt tiendefrihed for jernverk og sager. Som vi ser, blev greven omtrent enevoldsherre i Brunla; naturligvis skulde han dog staa til regnskab for kongen.
Udrustet med slige magtmidler maatte det gaa let at samle et stort jordegods. Vi skal nu se, hvorledes det vokste.
| 1675 | eier | Gyldenløve | omkr. | 140 | skpd. | tunge. |
| 1685 | » | – | » | 250 | » | - |
| 1695 | » | – | » | 370 | » | – |
| 1703 | » | – | » | 370 | » | – |
Efter jordebogen af 1694 (med noget reduceret skyld) er de 370 skpd. sat til 328 skpd. tunge eller 39 % (2⁄5) af Brunlas jord.
Men han eiede ogsaa meget jordegods udenfor Brunla. Dette saakaldte allodialgods gik i arv og kunde sælges som andet privatgods.
Under omtalen af Nils Langes gods fremholdt jeg, at hans gods rimeligvis ikke paa længe havde havt noget sidestykke i Brunla. Nu er rekorden alt slaaet af Gyldenløve.
Vi skal stanse ved et par træk i denne jord-erhvervelse. Af Nils Tollers enke fik han tilbage Melau-godset[1] i 1680-aarene. Af Anders Madssøns arvinger kjøbte han 1692 for vel 5000 rdl. en 50–60 skpd. tunge – vistnok resten af de 100 skpd., Madssøn fik udlagt i Langes bo 1667. Meget betegnende for Gyldenløves maade »at kjøbe« paa er følgende. Ikke langt fra hans jernverk laa et andet, Brunlanes verk. Det tilhørte, med tilliggende gods, i 1690 enken efter afdøde lagmand i Skien, Klaus Anderssøn. G. vilde have væk denne brydsomme
- ↑ Selve snaue Melau overdroges dog kaptein Grimmer som privatgods.
