Stavanger lagting Jørund Anundsson og Torgeir Torlaksson; den sisste vilde ikke holde den semje, som lagmanden og lagretten hadde forelagt ham, »vttan skøøt sigh heim aa alpinghith« (DN. I nr. 770). Det fremgaar av 2 andre breve, at baade Jørund og Torgeir hørte hjemme i Robyggelagen[1].
Utenfor Norge og norske kolonier møter vi altingsnavnet paa Gotland (Gutnalþing); men det er samme forfatningstype, som i Vestgötalagen (I BB. 1 pr. I RB. 1 pr.) kaldes aldra Göta þing og i Heimskr. II 134 þing allra Svia, ogsaa kaldet Disaþing i Uppsala[2]. Alle svenske og danske landsting er alting, og vi kan anse det som sikkert, at denne urgermanske forfatningstype overalt har været indført av de germanske stammer som bosatte sig i Skandinavien[3].
Da vi nu i vore ældste love, Gula- og Frostatingsloven, møter en helt ny forfatningstype, nemlig lagtinget, som ikke er et allemandsting, men et repræsentationsting, saa melder der sig to hovedspørsmaal: 1. Hvorlænge varte altingsforfatningen? 2. Naar og hvorledes blev lagtingsforfatningen indført? Jeg vil her forsøke at besvare det første av disse spørsmaal. Det andet vil jeg behandle i forbindelse med lagtingsforfatningen.
2. Islands alting. Vi vet med sikkerhet, at altingsforfatningen
var den herskende i Gulatingslagen dengang,
da nordmanden Ulfljót ved hjælp av sin morbror Torleiv
den spake Hordakaaresson utarbeidet den første lov for
Island (927) og i henhold til denne Ulfljótslǫg oprettet
