dingerne[1] og Herjedelerne,[2] som alle er utvandret fra Norge eller norske kolonier. At ogsaa Orknøernes og Hjaltlands ældste fællesting har været saadanne allemandsting, fremgaar klart av sagaernes beskrivelse av disse møter, selv om vi ikke her kan paavise altingsnavnet.
Men ogsaa i de mere avsides norske bygder har man i middelalderen bevaret altingsnavnet, saaledes i Øvre Gudbrandsdalen, hvor vi ca. 1200 finder alþingi i Lom[3], og i 1280 a Liufærwange (for: Ljugarvange) a Wagha er allþingi war nordæn at Rost[4] (ɔ: grænsen mellem Nordre og Søndre Gudbrandsdalen). Den gamle tingplass Ljugarvangr = hellig tingsted) skal være Nørstevangen (en del av prestegaarden) ved Vaagevandet under Jutulberget, som endnu kaldes Tingsvaberget[5]. Der har vistnok kun været ett alting for Nordre Gudbrandsdalen og ett for Søndre.
Likesaa har Robyggelagen hat sit alting, som endnu er i bruk i 1439. I en arvesak møtte dette aar for
- ↑ Att þeir varo a alþinge a Grønlande er almogen took samhellde att enger austmen sem þar varo komfner skylde fa kost att kaupa vttan þeir kaupto annad Grønlendzskan varningh mæder. DN XVIII nr. 33 (1889). Jfr. Grœnlendinga þáttr í Flatøb. II 448 ff.
- ↑ Þetta var boret ok suoret vm landamære ok ramerki mellim Noregs konongs rikis ok Swia konungs j Sueigi j Heriardale a alþingi for 1273, NgL, II 489, Rydberg, Sverges traktater I 244, jfr. 253 ff.
- ↑ DN I nr. 4.
- ↑ DN II nr. 185. NgL II 13 og V 823.
- ↑ Se Magnus Olsen, Kultminder I 124 ff., 280, 282, jfr. A. Bugge, HT V 4, 114. Bugge sammenblander gjennemgaaende tingsteder og stevnesteder; men þing og stefna er forskjellige retsbegreper. Tinget er domsstedet, stevnet er almindelig sammenkaldt til bevisoptagelse profstefna. Hermed stemmer Bugges oplysninger (s. 115) om heradsstevnebøen i Holdbø i Vaage.
