1. Altingsforfatningens utbredelse i Norden. Jeg
har i min Utsigt over den norske rets historie II 45 ff,
git en skildring av vor ældste forfatning og dens mid-
punkt fylkestinget, hvis hovedtræk gjenfindes i det av
Tacitus skildrede concilium civitatis (Germania kap. 11).
Jeg fremhæver (s. 48), at fylkestinget kaldes allsherjarþing[1]
og at det fungerer som »lovgivende forsamling (lǫgþing)
og øverste domstol«. Alt dette er uttryk for den herskende
lære, som man kan finde fremstillet i alle historiske
og retshistoriske lære- og haandbøker.
Da jeg efter avslutningen av mit mangeaarige arbeide med vor senmiddelalders historie atter kunde hengi mig til retshistoriske studier, blev jeg opmærksom paa, at det tekniske navn paa vore fædres folketing ikke var fylkisþing, men alþingi eller alþing. Det er ogsaa en bekjendt sak, at Islænderne kaldte sit folketing for alþingi, og det samme gjorde Færingerne[2] og Grønlæn-
