Side:Historisk Tidsskrift (Norway), femte rekke, femte bind (1924).djvu/603

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
597
LITTERATUR

var ogsaa, som Mac Neill fremhæver, tronfølgeloven en ulykke for Irland og førte til stadige stridigheter mellem de forskjellige prætendenter. Norske læsere vil med særlig interesse læse kapitlet om »Striden med Nordmændene«. Forfatteren vet at skjelne mellem nordmænd og dansker og fremhæver rigtig den rolle som nordmændene har spillet i Irland, at vikingerikerne og -nybygderne dér i hovedsaken er norske. Jeg tror ogsaa han har ret naar han (s. 265) sier at nordmændene i Irland alt paa 900-tallet begyndte at bli kristne og at »the Norse settlements in Ireland became part of the Irish body politic«. Han fremhæver ogsaa med rette (s. 273) at efter slaget ved Clontarf (1014) blev nybygderne i Dublin, Oxford, Wexford, Water og Limerick (han kunde ogsaa ha tilføiet Cork[1]) »a domestic factor in the life of Ireland«, »Intermarriage with the Irish was quite common. We find Norse names in Irish families and Irish names in Norse families, and a considerable number of Norse words became at home in the Irish language. A new element, the commercial life of towns, was introduced by these colonies.« Det er sjelden hos utenlandske historikere at finde en saa rigtig og klar skildring av vikingefærderne. Det eneste jeg savner er nogen ord om deres historiske betydning for Irland. Irerne seiret ved Clontarf. Men kong Brian, deres fører, faldt. Han hadde søkt at gjøre Irland sterkt og samlet.[2] Nu begyndte søndringen og ufreden paany. Vikingetogene til Irland ophørte efter denne tid. Men irerne var ikke sterke nok til at ta Dublin, og de norrøne riker vedblev at bestaa og blev den bro som kom til binde Irland og England sammen. Like ens som i Wales og Strathclyde var det de norrøne vikingenybygder i Irland som banet vei for den anglonormanniske erobring. Efter slaget ved Clontarf ophørte asatroen at være statsreligion i Dublin og austmændene vedkjendte sig offentlig til kristendommen. Men de sluttet sig ikke til den irske kirke og anerkjendte ikke som det øvrige Irland abbedbiskopen i Armagh som sit geistlige overhode, men derimot erkebiskopen i Canterbury. Det hænger mulig sammen med

  1. Cork utgjorde en forbundsfristat omtrent som Femborgene i England.
  2. Forfatteren gir en ypperlig skildring av Brian Borumhas virke.