at de en tid hyldet Knut den mægtige som sin overherre. Da jarl Strongbow i 1169 kom til Irland og begyndte erobringen av øen, rettet han sit første angrep paa Waterford og derefter paa Dublin. Ogsaa siden gjorde austmændene den kraftigste motstand mot engelskmændene. Den flaate Cork hadde utrustet, blev slaat i 1173 og Limerick faldt først i 1175. Men efterat austmændene haddde bøiet sig for den engelske konge, fik de beholde sine gamle rettigheter og som før leve under sine egne love og blev i motsætning til irerne regnet for fuldfrie og behandlet som likemænd av englænderne. De blev derfor snart den besste støtte for det engelske vælde i Irland og dette kom, som bekjendt, i middelalderen ikke til at strække sig stort utenfor de gamle norrøne byer og nybygder fra Drogheda av og sydover langs øst- og sydkysten av Irland. Skildringen av de irske institutioner i middelalderen former sig, som forfatteren selv (s. 354) indrømmer, delvis som en apologi. Han søker og med adskillig ret, synes det mig, at vise at det ikke var saa stor forskjel, som engelske forfattere mener det var, mellem Irland og det øvrige Vesteuropa i middelalderen. Forholdene maa ha været omtrent som i Norge i middelalderen. Tinget var like ens som hos os mittpunktet i stammens liv. Ved de store ting maa det ha gaat livlig for sig omtrent som paa Altinget paa Island. Forfatteren polemiserer ogsaa (s. 318 ff.), og vistnok med god grund, mot de forfattere som mener at Irland stod tilbake i retsutvikling og at samfundet ikke hadde nogen midler til at eksekvere sine domme. Det vanlige synes at ha været at kongerne og stammehøvdingerne dømte. Sandsynligvis kunde ogsaa tinget og forsamlingen (gl. com-dál egt. »sammenkomst«) like ens som hos de gamle gallere dømme. Misopfatningen har sin grund i at kongerne ved sin side hadde lovkyndige mænd, de saak. brehons[1]. De var raadgivere for de stridende parter, men kunde ogsaa selv dømme. I saa tilfælde var det naturligvis frivillig om folk vilde underkaste sig deres dom; men deres domstoler var likevel en fast institution. At disse brehons ikke kan ha været daarlige dommere, ser vi av Cormacs Glossar (p. 76) som forklarer ordet fasach paa følgende maate: »The brehon produces a precedent for every case in which he adjudicates i. e. a case similar to another;
- ↑ De minder om lagmændene i Norge før Sverres tid.
