Kuno Meyer en gammel dødsgud. Til hans hus kom de døde, men han blev ogsaa anset for stamfar til folket (»den Ahnherrn des Volkes und den Beherrscher des Totenreiches«) og svarer til den galliske Dis pater som efter Cæsar (De bello Gallico) forenet begge roller. Kuno Meyer har paavist at Donn var vel kjendt av de irske skalder paa 800-tallet; navnet Teach Duinn brukes den dag idag av den irsk-talende befolkning.[1] Jeg kan ikke skjønne andet end at vore forfædre i Irland paa 800- eller 900–tallet maa ha hørt om guden Donn og sammenlignet ham med Tor og at de av den grund har oversat »Donns hus« med »Tors ø«.
Meget interessant særlig for norske læsere er kap. VII »The Irish kingdom in Scotland« hvor forfatteren paaviser at gælisk ialfald ved offentlige leiligheter blev brukt ved det skotske kongehof under Alexander VI (1249–85) og at Suderøerne holdt sig som underkongedømme helt til aar 1499, da Evin Mac Domhnell, »konge og de fremmedes øer«, som den irske krønike kalder ham, den sisste av Sumarlides æt, blev fanget av Jakob IV og hængt sammen med sin søn og sønnesøn. I de følgende kapitler »Ireland’s golden age«, »The Struggle with the Norsemen«, »Medieval Irish Institutions«, »The Norman Conquest« og »The Irish Rally« skildrer forfatteren Irlands skiftende skjæbne i de gyldne aarhundreder fra Patrick og til omkr. aar 800, vikingefærderne til Irland, den anglo-normanniske erobring i anden halvdel av 1100-tallet og Irlands historie i de sisste aarhundreder av middelalderen. Ogsaa disse avsnit indeholder særdeles meget nyt og interessant. I avsnittet om »Irlands gyldne tid« vil jeg særlig fremhæve skildringen av arvefølgereglerne i de irske kongeriker, der kongedømmet like ens som i Norge var hele ættens odel og alle ætlinger av en konge var valgbare. Naar en konge døde, blev hans efterfølger utropt paa et ting der hele klanen møtte, eller naar det var en overkonge som skulde vælges, overhoderne for de forskjellige klaner. Gairmríg »kongerop« er det tekniske uttryk for hvordan kongen blev valgt eller rettere utropt. – Vi har en interessant skildring av hvordan kongevalget foregik i den ellers romantiske saga om Cellachan av Cashel.[2] Like ens som i Norge saaledes
